Jeg fik mit kørekort i 1950’erne, hvilket krævede en del stædighed.
Dengang var det ikke så normalt som i dag at tage kørekort som handikappet, og de motorsagkyndige kunne ikke beslutte sig for hvordan de skulle håndtere en amputeret køreskole elev.
Da min far til sidst mente at sagen havde trukket ud længe nok, så han tog mig med i bilen, hvor han fik mig til at køre os til den ledende motorsagkyndiges private adresse, for at spørge om hvordan og hvor længe det skulle trække ud.
Efter lidt diskuteren endte det med at den motorsagkyndige tog en køretur med mig bag rattet, og da han boede på en af byens stejleste gader var det også her der blev lavet øvelser med parallelparkeringer, bakkeøvelser og trepunktsvendinger.
Da alt gik lige efter bogen endte han med at sige at han ikke kunne se nogen grund til at jeg ikke kunne få lov til at køre bil, heller ikke med manuel gearkasse.
Han insisterede dog på at jeg skulle have en ekstra metal ring på rattet med huller i, da han mente jeg bedre kunne holde rattet med den anden arm.
På den måde endte jeg alligevel med at få mit kørekort, endda som den første “handikappede” der fik kørekort til almindelig personbil i Aarhus.
Det lod sig endda gøre uden at stille nogen former for krav om at biler jeg skulle køre skulle modificeres, eller udstyres med automatgear.
Den ekstra ring var dog en større gene, end en hjælp. Den greb fat i hår og tøj, når man skulle dreje.
I 70’erne var der en motorcykelbetjent, der stoppede mig, blot for at sige at jeg straks skulle fjerne den, da han mente den kunne være til fare.
Hvis ikke jeg gjorde det straks, så ville han give mig en bøde på stedet. Jeg fjernede ringen med glæde, og den blev aldrig monteret igen.
