Da Richard Bromley vækkede mig klokken 7 lå der en tyk tåge over landskabet, den lettede først hen imod frokost, da de andre stod op. Det var meningen at Tove Birkelund og Peter Willumsen og 2 østrigere skulle flyves ned til Gurreholm, provianteres og så skulle Tove og Peter ned til Kap Leslie på Milne Land. Derefter skulle Eckart Håkansson og Claus ud.
Imidlertid fløj helikopteren først ud på sin mission med Risø-manden klokken 21:30.
Organisationen er helt væk efter at Nordmine-lederen er draget ud i felten. Tove og Peter sidder stadig i Gurreholm! Den lille evigt undvigende <navn udeladt>, der nu er mester for disorganisationen (og ustandseligt stikker af i en Land-Rover, eller på lokum, når man forsøger at få et ja eller nej på et eller andet simpelt spørgsmål) sagde at i nat skulle piloterne så måske overnatte i Gurreholm og i morgen tidligt komme op og flyve Hurry-Inlet folkene ned til Gurreholm. Vi har opgivet at finde noget som helst fornuft i planerne.
Richard og jeg gik en aftentur op til floden syd for lejeren, der eroderer fint i brinken så der sker skred for tiden. Ved brinken er der en del Papaver radicatum i blomst. Richard så på en pre-aftenkaffe-tur (medens jeg tørrede mit hår) en jagtfalk, der sad på en cement-knold han senere viste mig oppe i heden. Den gylpede en “lemming-klat” op og fløj så. Rundt om stenen var der et par lemming tarmstykker – det lignede nøjagtigt de tarmstykker siameserkattene ikke vil spise af mus.
I morges så vi endelig en lemming. Den lille køkkendreng viste os sit specielle kæledyr, som han havde hældt havregryn ud til. Lemmingen smuttede ud og ind ad en stump af en rulle tagpap. Richard og jeg sad længe og kiggede på den. Den var langt mindre end vi havde troet og lignede en hamster. Den var meleret harebrun.
