Bugge startede ved 12-tiden mod Turritellaprofilet. Ved 13 tiden drog de 4 grønlændere + Kristian Skou og jeg afsted mod Qaarssutjægerdalen. Vi krydsede med lethed Turritellaelven og Qaarsutjægerelven i gummistøvler. Profilet, vi selv gravede, lå 33 meter over elven over en raskegle med bracciaknolde i – – den var meget stejl – – af dem type, hvor man nu og da går et trin op og falder to ned.
Det var noget sandet stads under skifer med en sill og øverst braccia.
Der var mange fossiler men mest brudstykker, og de få hele exemplarer havde en vis tendens til at gå i stykker, når man så på dem, og det skulle kun være de fuldendte stykker, man tog; så dagen gav et noget magert resultat.
Vi drak the, jeg havde selv-følgeligt glemt mit krus og var således henvist til en ananasdåse. Den var også udmærket, for der forsvandt stille og ganske ubemærket 3/4 liter the i mig via den.
Klokken 16:30 – – Eller for at sige som Skou – præcis klokken 16:25 når Pugotaligssuag’s slagskygge os, og det begyndte som altid, når solen forsvinder, at blive meget koldt.
Vi havde opgivet at se Ib Marcussen og Alfred Rosenkrantz, som havde sagt, at de ville komme hen på eftermiddagen, ved 19 tiden var Johausi ved at blive revet ned af et skred, for han og Sachi havde under deres profiludgravning glemt at fjerne den truende overjord. – – Men Johausi foretog et kattesmidigt spring og slog hælene i sandstenen; havde han styrtet ned over den flere meter høje lodrette sandstensbænk og den meget stejle skråning, havde han været sikker på døden, det var han også selv klar over, trods den største beherskelse kunne han ikke skjule, at han var chokeret.
Jeg ser ham endnu stå der med sammenknebne øjne trækkende vejret unormalt hurtigt; medens han med de skrabede hænder flåede en cigaret op af pakken.
Et øjeblik efter dukkede pludselig Andersen op fra en opgang mod syd, han kendte lokaliteten fra Skou’s eneboertid derinde i ’56, da den store Turritellablok skulle afstøbes.
Og i den 11. time, d.v.s. ca. klokken 19:30 dukkede Ib og Rosenkrantz op for at kigge lidt på sill’en i skiferen. Da Rosenkrantz kom til at kigge lidt nærmere på min finger, der unægteligt ikke så appetitlig ud, for jeg må have fået forfrysninger i det betændte led den dag i det gamle Østers-Ammonitprofil. – – Og det frosne halvdøde kød i en plet ovenpå fingeren sprækker så op i vædskende flænger. Jeg blev på stedet beordret til at tage min forbindskasse frem, og Rosenkrantz indhyllede fingeren i vat og gaze, for at den ikke skulle få mere frost, og han bliver ved med at tale om lægebehandling i Qutdligssat, hvis den bliver værre – – det tror jeg nu ikke, at den gør.
Det var ved at blive mørkt på den sidste del af turen hjem, så man snublede nu og da over tuerne, vi var også først hjemme klokken 21:30.
Fuldmånen hang over tinderne i syd og Bugge havde lavet flæskesteg. Derefter igen en lang og hyggelig samtale i køkkenteltet.
Fik omsider lommelygter udleveret. Vandrede med den en lang aftentur i et nødvendigt ærinde til min sædvanlige kløft.
Natten var mørk trods fuldmånen, der var mange stjerner fremme og bitterligt koldt – nordhimlen var nærmest citrongul.
Avatasaligssuag, Pugotaligssuag og Qaerssutjægerdalens pyramider stod som silhuetter mod den lyse himmel og mod syd lyste de høje snedækte tinder på Auerfarssuag’s sydside i månelyset.
Min sidste nat i Agatdalen og den skønneste; jeg er helt vemodig ved tanken om at skulle forlade denne lejr – – i dette vidunderligt skønne landskab så øde og frit for mennesker og larm.
En stilhed, der kun brydes af fuglestemmer, vindens tag i teltdugen og “Tandbørstebækken”‘s evige brusen.
Ellers evig ro.
