I går aftes havde jeg så nogenlunde fået pakket mit grej.
Vi stod op klokken 09:30, så om formiddagen kunne jeg nemt hjælpe til med lastning af Jeep’ene. Gamle “Jeeppe” blev forsynet med en halvgang mere last end den røde, der jo også har blødere fjedre.
Vi gav os god tid – hyggelig frokost med en extra omgang kaffe. Ib Marcussen gav min finger en ny, værnende og mere bevægelig forbinding efter alle første-hjælpens finesser.
Eftermiddagen gik igen med pakning af proviant – køkkentelt, sten og vore egne telte. Til sidst blev depotet gjort op. Alfred Rosenkrantz vandrede en sidste tur alene blandt teltringene og så ud over sit elskede område.
Det var for guderne må vide hvilken dag i træk solskin og vind fra Syd-Øst og en helt skyfri himmel.
Også jeg så en sidste gang ud over dalen – – ak på det sted har jeg svedt, slæbt, travet, dovnet og nydt tilværelsen, men i modsætning til de andre – ikke frosset. Og her blandt barske basaltfjelde var jeg kommet til mangen en erkendelse af min egen utilstrækkelighed til menneske.
Måske vil jeg engang vende tilbage til lejren her, det er mit håb.
Vi startede klokken 16:20 og var 50 minutter senere i Kaugerssoq-lejren, der var meget lidt vand i floden; det nåede kun til trinbrædderne, og af hensyn til stenene passerede vi den ellers på et dybere sted end sædvanligt.
Ak ja, så kunne man atter gå i gang med at sætte sit telt op. Johausi hjalp mig hurtigt og fermt. Og her står så lejren igen – – Jeg – som sidst – bebor H.V’s gamle teltring – ligger lidt længere nede mod floden end de andre, hvis telte er klumpet sammen. “Baggården” imellem dem har jeg døbt “Bardunskvatternes mareridt”.
Vi fik en dejlig mælkerissengrød til aften.
Sad hyggeligt og snakkede i køkkenteltet, hvor vi havde det mageligt med de 2 Jeepsæder, en ølkasse og tomme canistre til siddepladser. Men vi trak os tilbage til vore telte allerede ved 22 tiden.
Andersen var forresten kommet i gang med på sin egen herlige måde, at fortælle en historie fra Mariager, hvor alle byens 1500 indbyggere synes at vide alt om hinanden. Den handlede om en af byens slagtere, der med frue var draget til København. Han havde så sendt konen hjem med et tidligt lyntog – påstod, at han havde endnu nogle forretninger o.s.v o.s.v Hvorpå han hyrede en taxa, hvor han turede rundt og kiggede på hele byen og landede i Nyhavn, hvor man selvfølgelig løb med hans penge. Så hyrede han tilsidst taxa’en helt hjem til Mariager, hvor han ankom tidligt på morgenstunden og måtte af med en check på ca. 650 kroner. Men han slap ubemærket af kone og andre ind i huset – – et held, som ifølge Andersen + Mariager by – måtte skyldes, at de havde hver deres soveværelse!!!
Nå det var ikke enden på historien. Lige ved åbningstid kommer taxa-chaufføren ind til Købmanden og spørger, om han kan indløse den her famøse check. Købmanden spørger så i spøg slagterens svigersøn, som netop kom ind, om der nu var dækning for den check. Og så rykkede taxa-chaufføren ud med hele historien, hvorover Købmandens Kone blev så forarget, at hun gik over til en anden slagter!!! – – Hertil føjede Andersen så: “Ja, Købmandens har da forresten også hver deres soveværelse!!”
I et nu mødtes Bugges og mine øjne tværs over primus’en, og vi havde meget svært ved at holde maskerne. Bugge spurgte så let ironisk – hvad Andersen absolut ikke opfattede – om, der var andre par i Mariager, der havde soveværelser hver for sig. Hvortil Andersen ligefremt og herligt naivt sagde: “Nej, de to par er da de eneste, vi veed, der har det!”
Der var ovenpå denne afsluttende bemærkning nogle, der pludselig fik betænkeligt travlt med at koncentrere sig om deres kaffekopper!
Ak disse små byer, hvor alle veed alt om alle; man kan altid gøre grin med dem; men hvilket helvede at skulle leve sådant sted.
Mod den citrongule aftenhimmel mod nord rejser sig Agatdalens tinder som sorte silhouetter. Expeditionen er ved at være forbi nu. Og natten er meget kold.
I morgen er det sidste arbejdsdag, og så går turen ud.
