Litteratur og luftbilleder – Grønland 1970

Op klokken 8 og straks til morgenmad. Stadig regn og skyer over bjergene. Om eftermiddagen slog det over i slud.

Kort fra vores ekspeditioner til Jameson Land, Grønland
Kort fra vores ekspeditioner til Jameson Land, Grønland

Frokost klokken 12, inden da var Richard og jeg begyndt at skrive breve til familien og så på litteraturen omkring området. Vi fortsatte med det til eftermiddagskaffen, som var klokken 15 og videre frem til aftensmaden. Fik også set noget på luftbillederne og fik et overblik over, hvor elendigt kortet virkeligt er!

En slædehund med sine hvalpe. Den lyse fulgte med os overalt – Grønland 1970

Aftensmad klokken 18, det regnede nu ikke så meget mere og vejret var virkeligt mildt, så vi besluttede os for inden theen klokken klokken 21 at bestige ryggen Nord-Øst for stationen for at se ud over den isdækkede Kong Oscars Fjord. Tove Birkelund havde været oppe på ryggen og samlet en masse planter, hun havde også fået våde støvler. Vi andre gav imidlertid op for ikke at få våde støvler og gik tilbage for at se på vandreservoirssøen, hvor Finn Surlyk havde sagt at der var Havlit. Der var også et par, som svømmede rundt, og ikke var særligt bange af sig, indtil den han slædehund (meget kælne) som fulgte med os prøvede på at fange dem, så fløj de lidt brat.

Slædehund med hvalpe – Mestersvig, Grønland – Sommeren 1970

De to havliter han og hun var de eneste ny fugle vi kunne føje til listen fra i går bortset fra to store gråmåger som lå skudte bag husene, det var disse kadavere, som kjoverne hele tiden slår ned på.

Tilbage til aftensthe klokken 21, vi sad og diskuterede undervisning, fagnævn og studenter til klokken 24 (Peter Frykman og Claus var ikke kommet).

Richard var gået i seng klokken 23. Efter 23 klarede vejret op og man kunne endelig se tinderne omkring os og bjergene på Traill Ø ovre på den anden side af Kong Oscars Fjord. Det viste sig at være umuligt at vække Richard op så meget at få ham ud at se det.


Mestersvig barakkerne
Avatar photo
Author: Ulla Asgaard
Globetrotter, Geolog, Mor, Underviser, og formidler gennem +80 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *