Var oppe ved 5 tiden. Da lå auvfarssuaq-tågen tykt herinde, og der var meget rim.
Da vi stod op var tågen lettet herinde, men den forsvandt først så nogenlunde fra Auvfarssuaq ved 11-tiden, så måske er jeepene ikke startet i dag. Vi er blevet enige om at tage endnu en dags arbejde i Ny-Østers-Ammonit-lokalitetet.
Kristian Skou, Andrasi og Abila startede i Ny-Østers-Ammonit-lokalitetet. Jeg vandrede med Alfred Rosenkrantz til den gamle. Det var imponerende at se dette stejle profil med de enorme sandstensblokke, der med deres vægt har bulet lagene i skifren ned. Men lagene er her ret konsoliderede og langt fra så behagelige at arbejde i som den nye lokalitet.
Der sad mange Lytoceratider løse i skiferen; men det var næsten håbløst at få dem hele ud, vi huggede også mange konkretioner igennem. De fleste var nittere; men Rosenkrantz fandt et meget fint krebsdyr.
Vi tog også mange Gryphaea, da Rosenkrantz er interesseret i deres variation. Blandt dem jeg huggede ud til ham, opdagede han, at det ene eksemplar var en meget stor, men ret dårligt bevaret Rhynchonella – det var flovt at jeg ikke selv havde kunnet se det.
Der var hundekoldt på vestsiden af Agatfloden, det blæste og det frøs.
Lokalitetet henligger i næsten evig skygge i vestsiden af kløften ved Agatelven nogle 100 meter Syd for stedet hvor denne modtager elven fra Qaerssut-jægerdalen.
Sikke en trækkanal, og det frøs, så der stod is i de små pytter ved bredden, elven førte meget lidt vand i dag.
Mine fingre var til sidst så blåfrosne og valne, at jeg dårligt kunne bruge dem; men det viste sig, at Rosenkrantz ikke havde det stort bedre, så klokken 18 brød vi op og vandrede nordpå langs den nu svagt stigende elv til knækket, hvor Quaerssut-jægerdal elven støder til og Agatfloden skifter retning.
I næsen her findes det imponerende Paleocænkonglomorat med de store gnejsblokke. Endelig kravlede vi så op i solen på den lille ryg Øst for Sill-søen, og her fik vi så Sill’en at se, hvor den står som en mur nedenfor søen, basaltsøjlerne er her meget regelmæssige.
Fra denne lille ryg var der skøn udsigt over Agatdalen, Tunorgo og en del af Auvfarssuaq og tinderne på dens sydside – de samme tinder, som vi fra lejren har udsigt til; men her kunne vi også langs mod Vest i denne kæde se 1818, som Ib, og det forstår jeg udmærket, har opgivet at bestige.
Medens vi sad der og fotograferede, sagde Rosenkrantz, at han nu og da med vindstød fra Syd, kunne høre motorsummen. Jeg lyttede så også; men mente at den brummen, jeg nu og da kunne høre, var indbildning – – indtil jeg et stykke Syd for Ny-Østers-Ammonit-lokalitetet fik øje på to bitte små prikker, der bevægede sig – – jeepene – de standsede ud for lokalitetet, og Skou kom – som en lille, bitte lys prik ned og snakkede med dem, så kørte de igen.
Først da de kom nærmere til lejren, kunne Rosenkrantz se dem. – – Er glad for at mit syn – trods megen læsning og nu og da overanstrengelse i sorteringen af Sonja’s lag – stadig er næsten lige så godt som en grønlænders.
Vi skyndte os hjem til lejren, hvor jeepene ankom 19:30 og vi et øjeblik efter. – – Andersen var straks faret ind og havde tændt for kaffevandet, og snart gik snakken hyggeligt i køkkenteltet. Jeg fik tændt op under blåbærrene, og ved hjælp af Johausi, der pludselig var villig til at tale lidt dansk, fandt jeg det med længsel ventede sagomel i den sorte jeep.
Johausi er blevet flinkere og langt mere medgørlig siden den sidste jeepudtur, hvor Bugge havde en alvorlig samtale med ham under fire øjne, hvor han bl.a. belærte ham om at man ikke kunne blive liggende i sit telt og læse i “de 3 musketerer”, når man havde kaldt på ham 3 gange – – o.s.v.
Johausi havde indset det rigtige i meget af dette, og siden er noget af det irriterende hovne forsvundet fra sit ansigt. Han kan virkelig have et skønt og betagende smil.
Ib og Sachi kom også snart hjem. Ib Marcussen og jeg bryggede så the til os selv – – og jeg startede på at lave aftensmad, for Bugge var dødtræt. Oksekød i sursød sovs er ved at blive min specialitet – – ligesom løgsovs er Bugges!!
Hvor er det hyggeligt at alle var samlet igen. Jeg bad Sachi om at hente vand, og da han kom op for at hente spanden, sagde han pludselig “Qamat”, jeg vidste at det betød måne og måned på grønlandsk; men på hans dialekt blev Kra-lyden så blød, at jeg ikke forstod, han sagde det endnu en gang, og da jeg ikke reagerede greb han fat i min arm og pegede mod Syd. Der hang en stor, næsten fuld, lys måneskive over tinderne – – – et vidunderligt syn – – – og jeg kaldte de andre ud.
Atter har vi siddet længe i køkkenteltet, så klokken er blevet 01 nu, det fryser ikke så stærkt i nat som i går nat, rimtågen ligger over landskabet, og har afsat et svært lag rim over alt.
Ak ja, som tiden flyver hurtigt nu – – 3-4 arbejdsdage har vi tilbage, så må vi ud før sneen falder og ikke vil slippe sit tag – – – alt, alt for kort tid.
Auvfarssuaq
